Oct 06

Personalet der skære grene ned så de ikke skulle brække ukontrolabelt af under stormen og flyve rundt

Hey så kom vi på nettet igen - helt fantastisk er vildt overrasket over så hurtigt tingene går. Vi har også fået trmmen tilbage og er lykkelig over at airconditionen virker igen!

Men her er altså en lille historie om et uvejr:
Vi troede, at tyfonen var her kl 5 lokal tid, men fik en ubehagelig overraskelse da vi vågnede op til voldsomme vindstød, der rev i hotellet og vand der væltede ind af alle sprækker klokken 8. Det viste sig nemlig, at det andet bare havde været en forsigtig optakt til den virkelige storm.
Alle os studerende (vi læser kulturstudier i et udvekslingsprogram med oslo universitet) gik rundt i gangene og tog billeder og filmede og lyttede. Det var ret vildt for selvom man har set en masser af nyheder om den slags begivenheder og selvom vi havde ventet på, at tyfonen endelig skulle komme natten igennem, så var det meget overvældende da den endelig valgte at gøre sin entre.

Omkring kl 9 skete der pludselig en masse ting på én gang. En glasdør vi alle fra tid til anden havde været henne og kigge ud af smadrede i hovedet på en af de kvindelige ansatte, der sad og tørrede vand op. Derefter var der regn og storm på hele 3. etage og en anden ansat råbte "get in your rooms now". Vi nåede ikke at finde ud af, hvad der skete med kvinden, men lidt efter fandt vi ud af at hun havde skåret sig dybt i armen, og at det var tre af de norske studerende, der havde hjulpet hende med at få sat kompres på armen (en af dem har været sygeplejerskeassisten). Hun var derefter blevet hjulpet ned på et værelse hos nogen af de svenske studerende, der nu holdt øje med hende, men ikke kunne tale med hende da hun ikke rigtig kunne tale engelsk.

Samtidig var panikken begyndt at brede sig på 4 sal, hvor alle vinduerne på det ene værelse var knust og et alle værelser med skråtag var blevet ødelagt af vand fra taget, der ikke holdt tæt. Der boede 4 af de studerende deroppe og en af dem valgte derefter at gå fra dør til dør hos os andre og bede os om at pakke vores ting og vores pas. Vi var vel 15 stykker, der endte med at være samlet på et lille hotelværelse og det var nok ikke det mest smarte træk. For der var en pige i panik som blev ved at spørge hvornår vandet kom, en anden der sad og græd efter at have set den ansattes arm og flere der var bange for om vinduerne på værelset også skulle blive knust. Så der sad vi så og gjorde hinanden bange og var bange mens stormen fortsatte med at hyle gennem 3. etage.
Vi skiftede rum for ikke at være i vindsiden og efterhånden begyndte vi at falde lidt til ro i takt med at stormen også faldt til ro og at personalet fik kontrol over personalet igen.

Kl. 12 begyndte personalet at trække vandet, der under hele stormen harvde løbet i små vandløb ned gennem gangene og på værelserne ned og ud af hotellet. Vi forsøgte at hjælpe, men som de sagde det ville skabe mere forvirring end hjælp.
Vi sad nede ved receptionen og ventede mens vi snakkede. Pigen, der havde hjulpet med armen virkede helt stum og sad mest bare og stirrede ud i luften. Det virkede pludselig som om alt var meget tomt. Man kunne næsten ikke genkalde sig, hvad det var, der havde gjort én så bange og vi snakkede om, at det var ligefør man ønskede, at tyfonen ville komme tilbage bare for, at man kunne forstå, hvad det var der var sket.

Vi kunne komme på vores værelser igen omkring kl 13 og på det tidspunkt var vi mange, der havde sovet 3-8 timer mellem fredag og søndag. Helt underlige at træthed lagde vi os til at sove, blot for at blive vækket ca. en halvtime senere til et informationsmøde med vores studiekoordinater Barbro. Hun spurgte om der var nogen der ville tale, men på det tidspunkt ville alle helst sove, men vi fik da lidt informationer om hvornår vi kunne forvente strøm og mad og andre nyttige ting.

Derefter gik vi over på den modsatte side af gaden, hvor der var en restaurant der havde åbnet mellem nedfaldne grene og uden elektricitet - det var meget surrealistisk. Udvalget var ikke stort, men vi var lykkelige for at kunne få rigtig mad efter halvandetdøgn med slik og snacks. Det virkede alligevel helt forkert at sidde der og bestille mad af nogle mennesker, som udentvivl havde det meget værre end os og som Louise sagde, hvordan ved vi, at de ikke bare giver os al deres mad. Det var en virkelig underlig situation og det var tydeligt, at alle var meget rystede og bare sad og stirrede ud i luften, så der var ikke meget snak.
Vi gik tilbage for at sove igen, men eftersom alle var endt på vores værelse det sidste stykke tid af stormen blev vi hele tiden vækket af folk der lige skulle hente deres tasker. Vi fik dog sovet et par timer alligevel og det var rart.

Om aftenen sad vi en flok nede ved receptionen ved et enkelt sterin lys og en af pigerne spillede guitar og sang. Jeg (Nadia) stod lidt ude på trappen til hotellet og kiggede på månen og snakkede med Dai en af dem der arbejder på hotellet (vi har boet her en måned og snakker meget med dem fra hotellet - har bl.a. været med til bryllup hos den ene og hjemme hos en anden og spise). Han fortalte mig, at hans mors hus var blæst helt væk og at hans eget tag var forsvundet. Han fortalte også, hvordan noget af det værste ved, at huset var væk var at alle minderne om hans far var væk og at det var han meget ked af - og det var først der at alt hvad der var sket blev virkelighed for mig - for vi var jo de heldige os skete der jo ikke noget med og vi havde ingen, der nu stod uden hus eller hjem i vores familier til forskel fra mange her i byen. Det var helt vildt ubehageligt og jeg blev frygtelig trist på deres vegne og tilbød vores hjælp. Han blev virkelig glad og gav mig et knus, men ville ikke rigtig sige hvad man reelt kunne gøre.

Nu her i dagene efter snakker vi fra studiet meget om at det virker som om man sidder imellem to stole der står meget langt fra hinanden. På den ene side føler man virkelig at man har oplevet noget stort og væmmeligt og på den anden side er der intet sket. Det virker meget fjernt og på mange måde fuldstændig som om det ikke var noget særligt. Lidt svært at forklare, men man går ud hver dag og ser alt det tyfonen har gjort og tænke jamen jeg har jo ikke været en del af det jeg var bare en tilskuer i sikkerhed, der ikke, som lokalbefolkningen, måtte frygte for mit liv.

Skriver senere om, hvad vi nu stiller op og om, hvordan vi hjælper (var i går ude i en fiskerlandsby med ris og hjalp til med at rydde vej for mudder).

Og så lige en lille bøn til alle jer derhjemme, der læser på min blog nu - hvis i skulle have lidt penge i ikke ved hvad i skal bruge til ville det være en kæmpe hjælp for dem hernede hvis i sendte dem til mig. Lover, at de bliver brugt på folk, der har brug for det - skal gerne dokumenterer for, hvad der er blevet brugt til hvad!

kærligst Nadia