Brian i vietnam

Går udfra I har fået mit opråb om, hvad planen var for risprojektet og nu er planen så ført ud i livet. Vi købte 2,5 ton ris (kun for de penge louise og jeg har fået og der er virkelignge flere penge), som blev kørt til et forsamlingshus. Kl 8.30 tog vi derud i øsende regnvejr og kl 9 var der kommet virkelig mange af de 75 familier, der skulle få glæde af risene. Vinh havde fået fat i nogle embedsmænd, der var vant til at styrer den slags situationer. Det første der skete var, at en af dem holdt en tale om, hvad det egentlig var, der foregik. Vi forstod jo ikke meget af meningen, men folk endte med at klappe - så det var vel godt det manden sagde

Så blev familierne råbt op en ad gangen og så skulle de op forbi podiet, hvor manden stod og afleverer deres invitation så man kunne se, at de var berettiget til en pose ris og så blev de krydset af på en liste, hvorefter de kom hen til os, der overrakte dem en pose (der var 30 kg ris i hver).

Det var ikke helt nemt at forholde sig til på mange måder. 1. vi sad i den ene side af rummet og de i den anden og ned gennem midten af rummet var en bred skillelinje, der virkelig synliggjorde forskellen på dem og os...

2. vi tog billeder af det hele - det er jo ikke hver dag, at man er med til den slags ting, men føltes lidt underligt at folk skulle betale for risene med deres elendighed som vi så kan vise jer derhjemme og rigtig fortælle, hvor gode vi har været at hjælpe alle disse stakler - men det er jo mennesker, der er ligeså meget værd som os - puha ikke nemt... 3. mange af dem var gamle og afkræftede, men de ville alligevel ikke helt have, at vi også skulle bære poserne for dem - så man følte sig frygtelig dum når man stod der kæmpe stor og stærk og gav en pose ris til en gammel dame på 1,50m, der lignede, at hun kunne knække hvis man kiggede forkert på hende... og 4. håber virkelig, at vi ville gøre det her selvom der ikke var nogen i hele verden, der fik noget at vide om, hvad vi gjorde - altså ment på den måde, at jeg ikke håber, at vi bare gør det for at virke som gode mennesker!

Hele seancen var oversået på 45 min. og det var altså vildt underligt, at det kunne gå så hurtigt!!! Nåede vist ikke rigtig at få det hele med... Havde været vildt spændt hele ugen og drømt om det hele natten og så var det pludselig overstået kl 10 om morgenen - men har haft, og har stadig, en helt vidunderlig følelse i kroppen af, at det her lod sig gøre! Ikke mindst fordi det på en måde var min mormor og morfars penge, der var med til at starte det hele! Og det er jo ikke kun det der sker her der er gang i en masse andre ting; der en, der hedder Anni der er ved at formidle kontakt mellem en svensk og en vietnamesisk skole så de kan blive venskabsskoler, Ann(vores seminar leder) og Laila tager tit på børnehjemmet og Maja og Blerina holdt cherity party i lørdags med auktion og donationer, der kom 42 mio dong ind - eller ca. 14.000 kr. Og så skal man jo ikke glemme mine makkere Helene, Helena og Louise som jo altid er super
Er ret rørende at se, at der kan blive gjort så mange ting hvis folk bare er villige til at gøre en lille smule - tror det må være fantastisk dejligt for sådan en som Vinh

sådan ser Vinh ud

at opleve, at der kommer et hold engagerede studerende en gang hver halveår og sætter gang i alt muligt. Både han og vi var over lykkelige da vi var færdige - havde det næsten som om man svævede en cm over jorden

Så det går godt med operation ris som I kan forstå!

tydeligvis var vi vildt begejstrede - her er det helene der var forrest, men jeg fik skam også lov til at give den gas halvdelen af turen - helt fantastisk at styrer sådan en satan og den kan faktisk "køre" ret hurtigt!

og så kom vi forbi en dæmning hvor børnene alligevel måtte give efter for varmen og springe i vandet. Helt herligt at se dem jagte ænder og drille hinanden og høre dem skændes - børn er ikke så forskellige hvor end de kommer fra i verden

lidt sjov og ballade på en bar i Hanoi udviklede sig til et forsøg på at ligne de damer der køre motorbikes hernede med masker, solbriller, hatte og handsker på for at beskytte sig mod solen så de kan blive ved med at være smukt hvide...
tydeligvis en bananpalme

ja og her er så ocean girl 1 og 2 som helena kalder disse billeder - vældig yndigt, men det var meget spændende at kravle ind i dette lille grottelignende hul!

Ja og så fik vi endelig lov at gøre noget. Vil skrive lidt mere om at det en af de næste dage. men ´kan da lige sige at vi tog til en fisker by med 10 kg ris hver (vi var 5) og gav dem til nogle der boede i en fiskerlandsby på den anden side af floden. Der havde været oversvømmelse og deres huse var ødelagt af stormen, så de skulle bruge deres penge på at genopbygge. Derefter besøgte vi hende der havde taget os med der ud og som kunne tale engelsk. En super cool lille vietnameser på 23 år som hedder Anne. Hun har ikke mange penge selv men går meget op i at vi alle bør hjælpe hinanden!
Vi så derefter at der var en masse der skovlede mudder i gaderne og spurgte om vi kunne hjælpe. Jaja sagde de og det gjorde vi så. Ved ikke reelt om det gjorde en forskel, men det viste da i det mindste at vi ikke bare vil købe os til sjælefred, men at vi også gerne vil knokle.
Vietnameserne syntes det var vildt sjovt at vi prustede som hvaler og at vi svedte som svin, men tror også de syntes det var hyggeligt. Vi fik te og snakkede en masse med dem og da vi var færdige og helt smurt ind i mudder hjalp de os med at vaske os lidt - har lovet, at de kan få vore cykler når vi rejser videre herfra.

Man ser godt nok ikke rigtig stormen og hører den heller ikke rigtigt, men dette billede er i hvertfald taget understormen ud af et af trappe vinduerne på hotellet