Brian i vietnam

Vil lige vise at vi også laver lidt indimellem risuddelingerne, tøjet, festerne og sårene eller måske skulle man sige udenom alle de andre ting…

Risuddelingerne får stadig godt og vi når langt omkring. Vi har nu været ude 4 gange og vel ca. uddelt til 200 familier i 4 communes (ved ikke om det kan oversættes direkte til kommune, men noget i den retning). Det er meget forskelligt hvordan det foregår fra sted til sted og nu er der alligevel kommet så mange penge ind at det er svært at finde ud af hvad vi skal bruge dem til… Så der bliver gjort det at vi opretter en fond som nogle få fra kulturstudier og Vinh der hjælper os har adgang til, så vil pengene fortsat blive brugt bedst muligt.

Svenskerne der holdt charity-festen (og som fil 75 mio dong ind = ca
30000 n.kr) er rejst og har overladt ansvaret til os. Det er en kæmpe ære at de stole nok på os til at overlade ansvaret til os. Det var ret overvældende da Maja kom og spurgte om vi ville tage os af det eftersom de ikke rigtig syns der var andre det ville passe at overlade dem til… Lidt vildt at folk stoler så meget på én!

og det her er for vildt - denne dame tog en sæk på ryggen som det tog to skandinaver der var mere end et hoved højere end hende at løfte!!!

Og nu er de jo så rejst, dom svenska – det er ikke sjovt. Savner allerede party-svenskerne utrolig meget. Der skete altid noget omkring dem og de var altid søde og glade. Det gode er jo så at vi skal se dem igen når vi kommer hjem.

Og dette er så 1/3 af svensken Maja

Øyvind, der nok er den sødeste nordmand der findes rejste også i går og det var et tab for hele Dong Khahn. Kender ingen så stylet som ham og så god til at holde en herlig Nik og Jay fest eller gå kold klokken 24 (jo det skulle da lige være uffe).

og her er øyvind så i sin nik og jay t-shirt - der er blevet lavet hos den lokale skrædder...

Så man går da lidt og gør sig nogen tanker disse dage. Både om at blive, men også om at komme hjem. For nu er over halvdelen af tiden gået og om en måned og lidt tid så er det jo mig der vender hjem… Uh det er ikke nemt at forholde sig til – faktisk næsten ligeså svært som det var at forholde sig til at skulle rejse ud! Godt der er en masse søde mennesker jeg savner som en gal mens jeg nu er væk – for ellers var der godt nok ikke meget ved at skulle hjem…

Hallo folkens tænkte, at jeg hellere lige måtte opdatere jer lidt…
I disse dage må jeg ikke være i solen eftersom jeg tager antibiotika for nogle sår med infektion i – var måske lige en smule langsom til at komme til lægen, men nu er de altså under behandling…

Jeg har taget piller de sidste 4 dage og fået ordre på at drikke ekstra lemon- og orangejuice for at få c-vitamin og så må jeg som sagt ikke gå for meget i solen…

Øv og steneren nu hvor man er færdig med den første opgave og bare har lyst til at ligge på stranden og få lidt farve igen – der har ikke været meget tid til sol mens man har skrevet opgave og desuden har der været en del regn. Og når jeg siger regn her så mener jeg virkelig regn. Vi blev fanget i på vej hjem på cykel en dag i regnen og det var vitterligt sådan at man ikke kunne se ud af øjnene fordi man bare havde en flod i face!

og her er så pillerne...

Men altså her er lidt billeder i kan se på.

Går udfra I har fået mit opråb om, hvad planen var for risprojektet og nu er planen så ført ud i livet. Vi købte 2,5 ton ris (kun for de penge louise og jeg har fået og der er virkelignge flere penge), som blev kørt til et forsamlingshus. Kl 8.30 tog vi derud i øsende regnvejr og kl 9 var der kommet virkelig mange af de 75 familier, der skulle få glæde af risene. Vinh havde fået fat i nogle embedsmænd, der var vant til at styrer den slags situationer. Det første der skete var, at en af dem holdt en tale om, hvad det egentlig var, der foregik. Vi forstod jo ikke meget af meningen, men folk endte med at klappe - så det var vel godt det manden sagde

Så blev familierne råbt op en ad gangen og så skulle de op forbi podiet, hvor manden stod og afleverer deres invitation så man kunne se, at de var berettiget til en pose ris og så blev de krydset af på en liste, hvorefter de kom hen til os, der overrakte dem en pose (der var 30 kg ris i hver).

Det var ikke helt nemt at forholde sig til på mange måder. 1. vi sad i den ene side af rummet og de i den anden og ned gennem midten af rummet var en bred skillelinje, der virkelig synliggjorde forskellen på dem og os...

2. vi tog billeder af det hele - det er jo ikke hver dag, at man er med til den slags ting, men føltes lidt underligt at folk skulle betale for risene med deres elendighed som vi så kan vise jer derhjemme og rigtig fortælle, hvor gode vi har været at hjælpe alle disse stakler - men det er jo mennesker, der er ligeså meget værd som os - puha ikke nemt... 3. mange af dem var gamle og afkræftede, men de ville alligevel ikke helt have, at vi også skulle bære poserne for dem - så man følte sig frygtelig dum når man stod der kæmpe stor og stærk og gav en pose ris til en gammel dame på 1,50m, der lignede, at hun kunne knække hvis man kiggede forkert på hende... og 4. håber virkelig, at vi ville gøre det her selvom der ikke var nogen i hele verden, der fik noget at vide om, hvad vi gjorde - altså ment på den måde, at jeg ikke håber, at vi bare gør det for at virke som gode mennesker!

Hele seancen var oversået på 45 min. og det var altså vildt underligt, at det kunne gå så hurtigt!!! Nåede vist ikke rigtig at få det hele med... Havde været vildt spændt hele ugen og drømt om det hele natten og så var det pludselig overstået kl 10 om morgenen - men har haft, og har stadig, en helt vidunderlig følelse i kroppen af, at det her lod sig gøre! Ikke mindst fordi det på en måde var min mormor og morfars penge, der var med til at starte det hele! Og det er jo ikke kun det der sker her der er gang i en masse andre ting; der en, der hedder Anni der er ved at formidle kontakt mellem en svensk og en vietnamesisk skole så de kan blive venskabsskoler, Ann(vores seminar leder) og Laila tager tit på børnehjemmet og Maja og Blerina holdt cherity party i lørdags med auktion og donationer, der kom 42 mio dong ind - eller ca. 14.000 kr. Og så skal man jo ikke glemme mine makkere Helene, Helena og Louise som jo altid er super
Er ret rørende at se, at der kan blive gjort så mange ting hvis folk bare er villige til at gøre en lille smule - tror det må være fantastisk dejligt for sådan en som Vinh

sådan ser Vinh ud

at opleve, at der kommer et hold engagerede studerende en gang hver halveår og sætter gang i alt muligt. Både han og vi var over lykkelige da vi var færdige - havde det næsten som om man svævede en cm over jorden

Så det går godt med operation ris som I kan forstå!

tydeligvis var vi vildt begejstrede - her er det helene der var forrest, men jeg fik skam også lov til at give den gas halvdelen af turen - helt fantastisk at styrer sådan en satan og den kan faktisk "køre" ret hurtigt!

og så kom vi forbi en dæmning hvor børnene alligevel måtte give efter for varmen og springe i vandet. Helt herligt at se dem jagte ænder og drille hinanden og høre dem skændes - børn er ikke så forskellige hvor end de kommer fra i verden

lidt sjov og ballade på en bar i Hanoi udviklede sig til et forsøg på at ligne de damer der køre motorbikes hernede med masker, solbriller, hatte og handsker på for at beskytte sig mod solen så de kan blive ved med at være smukt hvide...
tydeligvis en bananpalme

ja og her er så ocean girl 1 og 2 som helena kalder disse billeder - vældig yndigt, men det var meget spændende at kravle ind i dette lille grottelignende hul!